Juli er ikke tiden til at være ude i haven og grave huller, plante træer eller beskære buske. Det er for varmt til, at mennesker kan anstrenge sig, og det er for varmt til, at planter kan blive rodet med. De har ikke brug for den stress, når de bare prøver at overleve sommeren.
I nordlige lande går mange planter i en slags dvale i løbet af kulden i januar og februar. Her i syd gør planter noget lignende – men i sommervarmen.
Om foråret dukkede friske grønne blade op, knopper blev fedede, og blomsterne åbnede sig. Nu er de samme planter i en slags suspenderet animation og holder fast, indtil vejret bliver køligere igen. Ikke alle planter, selvfølgelig. Etårige planter, der kun lever i et par sæsoner, skal få mest muligt ud af den tid, de har, uanset hvor varmt det er. Petunier, vincaer, morgenfruer – alle blomstrer så hurtigt, som de kan, i et kapløb om at sprede deres frø, før dagene forkortes til efterår. Det samme gælder i køkkenhaven.
Planterne kan måske sætte farten ned, men der er stadig arbejde for os at gøre. Og det er her, Sherlock Holmes kommer ind i billedet. Forestil dig dette: en ukendt mand går ind på Holmes' kontor. Holmes siger: "Jeg kan se, at du er ungkarl, for nylig ankommet fra Nottingham, og du gik forbi din skrædder på vej hertil i dag." Dr. Watson er forbløffet, men Holmes insisterer på, at det hele var elementært. Hans hemmelige kraft er hans evne til virkelig at observere – at se alting, som det er. Dygtige gartnere dyrker det samme talent.
Folk påstår ofte, at deres træ, busk eller blomst var fin i går, men væltede død i dag. Det er et komplet mysterium for dem. Sandheden er, at planten ikke var fin. Der havde sandsynligvis været tegn og symptomer i flere måneder, men de gik ubemærket hen, indtil det var for sent.
Når vi er i vores haver, må vi se det gennem Holmes' øjne. De visnende blade på hibiscusen, myrernes spor, der bevæger sig op ad brugmansiaens stilk, rosenknoppen, der visnede uden at åbne sig.
Jeg går ud i den kølige morgen med en saks i den ene hånd og et krus te i den anden. Mine øjne går til hver eneste plante, jeg passerer. Jeg klipper de visne hoveder af etårige blomster og vander dem undervejs. Jeg leder efter insekter og snegle og tegn på dårligt helbred. Sprudler bladene? Er der rigeligt med blomsterknopper?
Jeg går hen til roserne. Deres blomstring er blevet betydeligt langsommere i varmen. Jeg holder den visne blomst i den ene hånd og klipper stilken lige over det første femfligede blad. En gammel mand med gigtknoer viste mig dette trick, da jeg var meget ung. Det opmuntrer planten til at blive ved med at blomstre. Jeg undersøger planten for tegn på svampe- eller insektskader.
Jeg bemærker, at bladene på en af roserne ikke er så mørkegrønne, som jeg ville forvente (se billedet). Dette kunne tyde på mangel på kvælstof, men juli er ikke tidspunktet at gøde. Jeg beslutter mig for at vande rødderne med en svag opløsning af Epsom-salte og ser efter forbedringer, når vejret bliver køligere.
Jeg stopper op for at beundre en af mine fantastiske cycader. De var en gave fra en familie, der forlod øen efter mange år. Denne er en han og har for nylig produceret en gylden pollenkegle. Cycader dukkede først op for 280 millioner år siden, længe før dinosaurernes tid. Hver del af denne plante er tornet og meget giftig.
Mens jeg står og beundrer cycaden, bemærker jeg en let gulfarvning af bladene. Hvis det var de nederste blade, ville jeg ikke være alt for bekymret; de dør naturligt først. Men disse er i midten. Cycader kan falde hurtigt og kræver konstant årvågenhed. Jeg undersøger planten omhyggeligt og finder ingen tegn på insekter. Måske har stresset ved at leve i en potte i denne varme forårsaget problemet, eller anstrengelsen med at dyrke pollenkeglen - eller måske har jeg vandet den for lidt eller for meget, eller jorden er blevet for alkalisk.
Denne sag kræver yderligere efterforskning, før synderen afslører sig selv, men ved at lære af Sherlock Holmes har jeg opdaget problemet tidligt nok til at undgå katastrofe.
